Den søde juletid
Nu nærmer julen sig og en masse forberedelser går så småt i gang. Gaderne fyldes med nye lys, lyde og dufte. Det er en fantastisk mulighed for at vise jeres cavapoo, eller cockapoo hvalp verden på en anden måde. Unghunde og voksne hunde vil også have glæde af en lidt anderledes oplevelse til sanserne.
Lyd, lys og dufte
Det kan også blive for meget. Nogle steder er julemarkeder og gader, overfyldte med folk som stresser igennem, skælder ud og skubber. Bor man sådan et sted, så kan man med fordel sætte sig på en bænk, og se på livet der udfolder sig. Man behøver ikke gå ned igennem gaden med sin hvalp/hund. Du kan med fordel læse den tidligere blog, hvor der er et skema, med alt det du kan vise din hvalp i sin prægningsperiode. Der er også lidt ideer til hvordan, og husk at hvis du har købt en hvalp hos os, så kan du kontakte os for sparring og individuel vejledning. Vi står til rådighed hele hundens liv.
Julemad, må og må ikke?
Vi vil så gerne at vores hunde kan smage, og nye det hele sammen med os, men noget bliver de små-dårlige af, og andet er direkte giftigt. Se pasningsvejledningen du har modtaget ved køb af hvalp fra os.
Vi ved alle godt, at for meget andefedt giver dårlig mave. For meget af alt ting, skubber til systemet. Og du risikerer at din hund er urenlig med tynd mave om natten. Lidt er godt! En hund behøver ikke føle en fyldt mave for at være glad. Små bitte stykker and, brugt som godbidder, er en lise for sjælen. Du kan endda tørre afpluk til godbidder eller fryse små portioner ned, og strække glæden langt ind i det nye år.
Aftal gerne på dagen hvem der må give, så der ikke bliver delt med hunden fra højre og venstre. Eller gør som os: lav en tallerken/skål som er hundens, evt. med navn på hvis I har mere end en. Der i ligger far og mor skind, brusk og øvrige rester/afpluk, dagens tørkost osv. Klip det i helt små stykker, max 1×1 cm. Det er rigeligt til at kunne smage det og blive glad. På den måde rækker 100 gr. Rigtig længe. Det er dét hunden må få. Og ikke andet. Fra juleskålen, kan bedsteforældre, børn, fætre og kusiner, tage hvad de lyster og glæde hunden med. Du kan også komme små stykker søde gulerødder i og andet fiberrigt, som hjælper med at samle maven. Ved siden af, kan I have en stor skål til alt det I vil klippe ud senere, fryse ned eller tørre.
PAS PÅ
BEN.
En god tommelfingerregel er, at hunde IKKE må få andet end RÅ BEN. Er de kogte, stegte osv. så er det IKKE hundemad!
De kan splintres m.m. i mavetarmsystemet og gøre uhelbredelig skade. Læs evt. mere om advarsel fra dyrlæger her.
Rigtig glædelig jul og godt nytår